BYE BYE INDO – HELLO THAILAND

Vi pakkede den 23. Marts vores backpacks (i mit tilfælde nu kuffert fordi den billige backback jeg havde købt online inden rejsen, selvfølgelig gik i stykker under vejs – you get what you pay for) og forlod vores vidunderlige lille paradis ø, Gili Trawagan. I første omgang for at tage tilbage til vilde larmende Kuta for en sidste gang og derefter mod lufthavnen og på en flyver. Men denne flyver skulle ikke tage os hjem til lille Danmark som først planlagt, for vi fik så skrækkeligt ondt i hjertet over at tænke på at forlade vores backpacker livsstil, vores asien og alle de eventyr som en sådan her rejse bringer. Så vi besluttede ikke at tage hjem. Godt nok havde vi reelt set kun lagt et rejsebudget der skulle vare 2 måneder og derfor er økonomien lidt under pres da budgettet nu pludselig skulle rumme 1 billet til Thailand og 30 dages ekstra rejse. Men det går, vi spiser stadig som konger og vader rundt midt i paradis, så her er ingen sure miner. Men for nu en kort stund at vende tilbage til Indonesien… Så er jeg nødt til bare at fortælle jer en lille smule om vores tid på Gili Trawagan. Vi nåede at være næsten 25 dage på Gili T som øen i daglig tale bliver kaldt og vores ophold der er nok en af de bedste oplevelser jeg har haft i mit liv. Øen er meget lille, man kan hele øen rundt langs kysten på 1,5 time. Og alt er centreret om én hovedgade hvor der ligger måske 40 barer og lige så mange restauranter og små butikker og dykker-butikker. “Get your padi here” – “Get your open water here” står der på skilte alle vegne, og det er helt klart dykkernes ø, selvom vi kun snorklede og slet ikke havde råd til at dykke, har jeg aldrig talt så meget om dykning og dykker-kurser i mit liv som under vores ophold på øen – dét og festerne hver aften er det helt store omdrejningspunkt. Jeg har tusindevis af ord som jeg gerne vil dele med jer om Gili T og om alt vi lavede der, og alt vi lavede inden og alle de steder vi var og alt vi så. Og jeg LOVER at der vil komme en MEGET fyldestgørende ordstrøm jeres retning på et tidspunkt, men det bliver ikke nu og jeg kan endnu ikke helt afsløre hvornår eller i hvilken form det kommer. Alt jeg kan sige er at jeg slet ikke har glemt, at alt det jeg oplever også gerne skal deles med jer. Derudover har jeg filmet en MASSE videoer som I får at se når jeg kommer hjem.