Trøffelpasta, tanktoppe og komplicerede sko. Og angst.

Illustration af mig, Johanne Kohlmetz.

Trøffel pasta, smalle taljer, sommerbrun hele året, intet filter og så alligevel – gammel denim og komplicerede sko. Du har nok allerede et konkret navn i tankerne når du læser denne lille remse. Men det vigtige er egentligt ikke hvem der står bag profiler på instagram hvor alle de ovenstående elementer udgør det vel-komponerede feed, det vigtige er hvem der følger dem og hvorfor. Og det kan jeg ikke svare på, men jeg undrer mig over det, særligt meget i disse dage hvor det føles som om, at der hver gang jeg tjekker instagram-discover popper en ny og hurtigtvoksende profil frem, med en solbrun ung pige i sine forældres sommerhus. Men inden jeg kommer for godt igang, så vil jeg lige tage jer med tilbage til starten af denne uge, for den her undren over andres færden på de sociale medier kræver lidt baggrundshistorie.

Mandag aften havde jeg haft utroligt svært ved at falde i søvn, lige som jeg var døset hen vågnede jeg op med hjertebanken og en følelse af panik i hele kroppen. Den leg legede min hjerne og jeg i et par timer indtil jeg til sidst fandt ro og faldt i søvn. Dét jeg oplevede mandag aften er nok en slags angst. Jeg har aldrig fået en diagnose eller så meget som set en psykolog – men jeg er ret selvbevidst og kender mit eget sinds kringlede kroge godt nok til at turde sætte ordet angst på selv. Jeg føler oftest angst når jeg ikke føler at jeg får opnået eller udrettet noget væsentligt i løbet af mine dage – og dermed kan føle at mit liv er, i mangel af bedre ord; meningsløst. Hvad det vil sige at “udrette noget” kan variere utroligt meget for mig. Nogle dage er det at løbe en tur, andre dage er det at skabe noget kreativt – og langt de fleste dage er det selvfølgelig at få skrevet et blogindlæg, lavet en video eller noget andet arbejdsrelateret ifm. min blog eller webshop. Og i perioder (som den jeg går igennem lige nu) hvor jeg af den ene eller anden grund ikke har fået arbejdet ret meget, og heller ikke har foretaget mig noget andet nævneværdigt kommer den her meningsløshed til at fylde utroligt meget indeni mig. Grunden til at jeg  ved at det med al sandsynelighed er dét der ligger bag min “angst” er, at jeg har oplevet det mange gange før. Jeg har haft mig selv som chef siden jeg var 16 år – og i de 7 år siden dengang har motivationen og inspirationen til hver dag at vågne op og “genopfinde mig selv” ikke altid været der. Og selvfølgelig er det sådan. Men i de perioder hvor jeg skal hanke op i mig selv for at tilbage i en god arbejdsrutine, kræver det først at jeg føler der er en mening med dét jeg laver og er. Ellers er min eksistens totalt uberettiget – og i særdeleshed mit arbejde. Og det betyder ikke at jeg er nødt til at prøve at redde planeten hver dag, for at jeg kan trives – men det betyder at jeg ikke kan holde det ud, hvis ikke jeg ser en kreativ, inspirerende, sjov eller oplysende pointe med mit arbejdsliv. Og grunden til at det er sådan, er at jeg hver dag skaber min egen arbejdsdag og dermed også står til ansvar for hvad jeg laver. Ikke kun overfor andre, men overfor mig selv. Og jeg har, som I kan læse, ret høje krav til mig selv.

Nu når vi så til tirsdag aften. Efter en dag hvor jeg ligesom havde haft den forrige aftens angst i latent i kroppen. Det lå lige under overfladen og jeg kunne mærke at det bare var et spørgsmål om tid for jeg ville begynde at tude. Dét gjorde jeg så, da Mads gav mig et kram i sofaen og spurgte om et eller andet helt uskyldigt. Og jeg blev rigtig ynkelig lynhurtigt, kan I tro. Men det er man bare nogen gange. “Det hele er bare så fucking ligegyldigt, og det samme alt sammen” sagde jeg ud igennem snot og tåre. “Jeg får slet ikke de likes på instagram jeg gjorde engang, og jeg er egentligt ligeglad med likes, men jeg bliver bare ked af det alligevel. Og folk er også ligeglade med alt jeg har at sige, det skal bare være trøffelpasta og smalle taljer i denimjeans over det hele – OG JEG ER LIGEGLAD, DET HELE ER SÅ LIGEGYLDIGT!”. Her kan I høre at jeg havde fået hidset mig selv godt op og var en anelse dramatisk. Men ikke desto mindre er det sandheden. Jeg er ked af at der på papiret er 46.000 der følger mig på instagram og at kun godt de 1000 af dem gider like eller interagere med mig. Og jeg bliver endnu mere ked af det, når jeg så ser “hvad dét er folk vil have”- nemlig førnævnte trøffelpasta-spisende pige, siddende på gadecafé med en billedtekst alá “She’s like the wind”. Men det er jo den helt forkerte måde at anskue det på, som Mads så rigtigt pointerede. Man kan jo ikke sammenligne æbler med bananer – ja, i det hele taget skal man slet ikke sammenligne sig, så det lader jeg være med.

Og det er ikke pigerne på instagrams skyld at jeg føler angst, det kan jeg slet ikke understrege nok. For det her blogindlæg handler slet ikke om misundelse, det handler om at stille sig dybt uforstående overfor en kæmpestor tendens, som for mig virker fuldkommen hul og tom.  Jeg vil netop ikke have hvad de har.  Men jeg vil gerne forstå hvorfor så mange vil?
Ved I hvad jeg faktisk finder aller mest besynderligt, som går igen ved mange af de her profiler? Teksterne. De er komplet tomme for nogen som helst mening eller originalitet. Det er bare ord, altid på engelsk selvfølgelig, som nogen andre engang har skrevet om en kvinde, som disse piger nu bruger om sig selv. Dét siger noget om hvor hult hele denne tendens runger, at ikke engang ordene betyder noget længere.Er jeg bare en bitch at høre på nu? Så, må jeg være det. Det er simpelthen sådan jeg tænker.

Jeg tror at vi alle sammen har brug for noget mere substans end hvad et billede af en teenager i tanktop på Hornbæk strand kan give os. Det betyder ikke at vi ikke må følge dem alligevel. Mode skal stadig have lov til at være frit og sjovt, legende og eksperimenterende. Dét er jo netop der jeg synes at mode er skønt og givtigt. Når den inspirerer os og ikke nødvendigvis altid på et dybere plan. Og jeg må jo gå ud fra at disse profiler inspirerer rigtig mange unge piger. Spørgsmålet er bare hvad man bliver inspireret til?