ON WEDNESDAYS WE WEAR...

EN “FESTRYGER” ER OGSÅ EN RYGER – 3 ALARMKLOKKER

img_5377

Dette indlæg er sponsoreret af Sundhedsstyrrelsen.

Okay, lad mig først og fremmest italesætte den elefant I måske synes der er i rummet, når jeg snakker om at rygning er skadeligt og dumt. Jeg ryger selv og det har jeg desværre gjort i mange år, det var noget der ligesom bare ligepludselig skete. Jeg gik egentligt ikke og var fast besluttet på at “blive ryger” – men lige pludselig en dag, så var jeg det bare. Mine veninder som ryger siger endda at jeg er en “dårlig ryger” – forstået på den måde at jeg bare burde lade være. For jeg sætter altid mit hår op når jeg ryger (ellers stinker man jo som en bodega), jeg ryger click-cigaretter med både mint og citrus-smag, og så skal jeg altid drikke kaffe eller saftevand til mine cigaretter, ellers synes jeg at det smager for dårligt. Og jeg skal selvfølgelig vaske fingre efter jeg har røget for at fjerne lugten. Og jeg bærer altid rundt på vådservietter og håndcreme med parfume. Jeg burde virkelig bare stoppe.

Den første cigaret…smager helt og aldeles forfærdeligt, lad os være ærlige. Jeg kender ingen som ryger, som ikke kan nikke genkendende til den påstand. Jeg kan huske min første cigaret ganske tydeligt. Vi var hjemme hos en af mine veninder, og vi har ikke været meget mere end 12 år gamle. Min venindes mor røg engang imellem og derfor havde min veninde fundet en Grøn LA, (en af de lange – FØJ) som hun havde smuglet med op på hendes værelse. Vi var tre piger og de to andre piger havde røget cigaretter før, så derfor var det min tur til at prøve at tænde en cigaret. Og jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg slet ikke havde opfattet (til trods for at begge mine forældre røg da jeg var yngre) at man skal have cigaretten i munden og suge i den, imens man tænder lighteren for at få gang i den. Så jeg stod helt akavet med cigaretten i hånden og begyndte at tænde ild til den med lighteren. Det virkede selv sagt ikke. Så mine veninder fortalte mig, at jeg skulle tage cigaretten i munden og suge imens. Og jeg kan huske at én af mine største bekymringer var at jeg skulle have en lighter så tæt på mit hår.  Jeg stillede mig over til det åbne skråvindue på min venindes teenageværelse, og sugede alt hvad jeg kunne imens jeg satte ild til enden af cigaretten. Det resulterede i at jeg spruttede og hostede, til mine øjne var helt våde. Og jeg var sikker på, at sådan en cigaret der, den skulle jeg aldrig ryge igen. Men alligevel endte jeg efter nogle år, med at begynde at ryge lidt i smug, lidt til fester, inden håndboldtræning og i frikvartererne i skolen. Altid sammen med andre, for selskabets skyld måske mest af alt, fordi vi kedede os i en lille by og synes det var voksent og sejt at ryge. Og pludselig en dag, så røg jeg også når jeg var alene. Jeg tror at jeg i ret lang tid bildte mig ind, at jeg ikke “rigtigt røg” fordi jeg i nogle år kun røg når jeg var sammen med andre eller til fester, men sandheden er jo, at det var de år hvor jeg tænkte at jeg “ikke rigtig røg” som gjorde at jeg blev afhængig. Det er vigtigt ikke at snyde sig selv til at tro at man kan “styre det” eller at det ikke udvikler sig – for det gør det. Derfor får I her tre tankescenarier som indikerer at I snyder jer selv til at tro at I ikke er rygere, når I rent faktisk er det. Tre alamklokker om man vil.

1. Du sidder med en veninde udenfor en café, i  drikker kaffe og griner. Din veninde ryger cigaretter og tager én frem. Du får også lyst til at tage en, de går jo så godt til kaffen – også selvom der ikke er sprut i den. Det er mandag og I er ikke til fest. Du tænder den og bilder dig selv ind, at det jo ikke betyder at du er på vej til at ryge fast.

2. Du har rejst langt, enten med bare en lang tur med DSB, eller også har du været ude og flyve. Du lander og skal vente på en taxa. Der hvor du står og venter står andre mennesker og ryger, du tænker at du virkelig godt kunne ryge en smøg ovenpå den lange rejse. Du låner en cigaret af en fremmed.

3. Du begynder at synes at folk der ryger cigaretter ser lidt elegante ud. Måske reblogger du mange billeder af rygende kvinder på tumblr. Franske kvinder på gadecaféer, eller kvinder i deres kærestes store hvide skjorte, der sidder i vindueskarmen og ryger med løst uglet hår. Og det er garanteret Marlboro Red de ryger, cigaretter som kommer i en flot retro pakke. Du romantiserer idéen om cigaretter og lejligheder hvor de ville passe godt ind. Men husk nu bare, dit liv er ikke en film – og din flirt kommer ikke til at synes at du er mere mystisk eller smuk, fordi du ryger ud af vinduet efter sex.

Hvis du kan nikke genkendende til nogle af de her scenarier, så er det fordi du  faktisk allerede er godt igang med noget der er rigtig skidt – nemlig at ryge fast og være afhængig. Og du den eneste måde du kan lade være med det på, er ved HELT at sige nej til cigaretter. Så gør lige det!

2 kommentarer

  • Tror der er mange der ikke ønskede de var startet inklusiv os selv, det er bare noget af det sværeste at stoppe desværre, uanset diverse hjælpe midler :O

    Godt indlæg xoxo F4F

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Ovenpå det her indlæg, ville jeg faktisk gerne vide din holdning til din egen rygning? – i den forstand om det er noget du ville ønske du ikke var begyndt på eller ønsker at stoppe med? Det virker jo som et lidt anti-rygning indlæg ( ;) ), så det kunne bare være interessant at få din vinkling på din egen rygning.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ON WEDNESDAYS WE WEAR...