10 MÆRKELIGE VANER JEG HAR
Her ser I mig slæbe på et halvanden meter langt maleri. Jeg gik et par kilometer hjem, med det på ryggen. Fordi jeg SKAL have de ting jeg udser mig i en butik med hjem med det samme. Og fordi jeg er for doven til at gå to gange.
1. Når jeg går på gaderne inde i byer, hvor der er lejligheder i stueetagen, kan jeg simpelthen ikke lade være med at glo ind af folks vinduer, eller lejlighedsvis spejler mig i deres vinduer. Jeg er så nysgerrig at det halve kunne være nok. Jeg skal lige se hvordan de har indrettet deres køkken, eller om det ér et stort figentræ jeg skimter der i baggrunden. Undskyld, alle I i stueetagerne rundt omkring, fordi jeg ikke kan dy mig. Særligt akavet bliver det engang imellem, når man glor eller spejler sig, og pludselig møder øjnene på hjemmets ejer – SORRY!
2. Denne har jeg nævnt før, og jeg har efterhånden fået etableret at der faktisk er mange mennesker der gør dette. Ikke desto mindre, er det pisse mærkeligt. Jeg taler med mig selv, højt – lange samtaler. Oftest på engelsk. Altså hvad?! Hvorfor?! Jeg aner det simpelthen ikke. Men det har jeg gjort lige så længe jeg kan huske.
3. Og den her er jeg ikke stolt af at indrømme. Men hvis jeg har noget siddende imellem fortænderne, som jeg bare ikke kan slippe afsted med at få fjernet med tungen eller en negl, så bruger jeg lige et hår som tandtråd. Lifehack eller bare totalt sært? Det må I bedømme… Men fortæl mig lige, er jeg den eneste pige der bruger det her trick i en snæver vending?
4. Denne er vane er temmelig ubevidst, ja jeg var faktisk ikke engang selv klar over den, før en vis herre gjorde mig opmærksom på det. Jeg stikker altid mine fødder udenfor dynen om morgenen. Om natten når jeg lægger mig til at sove, skal de selvfølgelig være under dynen ( i sikkerhed for monstre, pigen fra The Grudge etc.) men i løbet af natten/morgenen stikker jeg åbenbart begge fødder udenfor dynen.
5. Jeg vil heller slæbe helt usædvanligt, måske endda med fare for at tabe og smadre noget – end jeg vil gå to gange. Jeg stabler gerne skåle, tallerkener og vasketøjet i en stor favnfuld, for at være mere effektiv. Dovenskab og effektivitet i farlig symbiose. Desuden er jeg meget stædig når det kommer til det her. Det samme gælder, hvis jeg finder et flot møbel i en genbrugsbutik eller en kæmpe palme i IKEA. Jeg skal have det med hjem, med det samme, om jeg så skal tage kommoden på ryggen og gå hele vejen hjem med den.
6. Jeg er slem til at holde mig selv vågen, selvom jeg egentligt er træt. Når klokken slår tolv om aftenen og jeg ligger i min seng, kvæstet efter en lang dag og egentlig helt grydeklar, kan jeg sagtens finde på lige at beslutte mig for at tjekke hvad der er kommet af nye vare hos Asos.com, læse et par blogs, browse pinterest igennem og gå igang med en ny tv-serie. Og pludselig er klokken halv to om natten, og jeg har misset “sove-toget”.
7. Hvis jeg ser en flot kaktus, når jeg er ude for at handle ind til eksempelvis aftensmad i Brugsen, Netto eller hvor end jeg er – så køber jeg den. Næsten altid i hvert fald. Jeg talte lige idag og jeg har ikke intet mindre end 13 kaktusser herhjemme i lejligheden. Og gårsdagens indkøbstur var ingen undtagelse. Men hvad kunne jeg gøre – de havde kæmpe kaktusser til 69 kroner i Fakta?! (Det er iøvrigt Fakta på krydset ved Albanigade/Benedicts Plads i Odense jeg handlede i).
8. Når jeg ryger cigaretter, så skal jeg altid have noget at drikke til – kaffe, the eller saftevand. Altid noget med smag. Og jeg sætter konsekvent mit hår op for at undgå lugten af røg, og vasker fingrene grundigt med sæbe så de ikke lugter. Måske skulle jeg bare kvitte smøgerne?
9. Jeg glemmer at tage sokker på. Jeg går så ofte ud af døren i kondisko uden sokker. Ikke fordi jeg ikke har rene sokker, men simpelthen fordi jeg glemmer at tage dem på. Og når jeg endeligt husker at få sokker på, er det ofte to forskellige slags.
10. Og for at blive på de kanter – altså fod-regionen. Så sætter jeg mig altid ned på gulvet når jeg skal snørre mine sko. Midt på stuegulvet herhjemme, eller i gangen hos mine veninder. Jeg orker ikke stå og blive helt tomat rød i hovedet og stå der og bakse. Desuden er mine spaghetti ben og arme så lange, at jeg jo nærmest ikke kan se hvad jeg laver dernede. ;-)
Hvilke sære vaner har I? PLEASE del dem med mig. Jeg er er så nysgerrig (apropos 1. linje).
Jeg snakker også tit højt med mig selv på engelsk. Og jeg kigger altid ind af vinduerne :D